For et år siden gav jeg mig selv flere nytårs foresæt. Eller snarere jeg planlagde at ændre nogle vaner og tillægge mig enkelte nye. Jeg har faktisk også fået gennemført en del, men der er også ting, jeg ikke er nået til endnu. Og så er året bare forsvundet. Først var jeg ved at gå i panik, fordi jeg ikke har desværre efterlevet alle foresæt. Og det passer ikke sammen med mit billede af mig selv, som den person, der har styr på sit liv, selv tager ansvar for at tingene sker, handler derefter. Jeg hader slendrian. Men min kloge mand trøstede mig med et ”that’s life” og sagde at jeg havde nået så meget andet. På en eller anden måde føltes det nærmest som en befrielse. Nu hvor jeg har tænkt over det, så har jeg fået chancen for at revurdere, om det jeg ikke nåede virkelig også er noget jeg vil, eller om det bare var en døgnflue. Jeg kunne selvfølgelig også vælge at se det som et nederlag, men det føles bare ikke særligt konstruktivt og heller ikke klogt En af de ting jeg ikke nåede at få indført, var en ugentlig ”Merethe-dag”. Jeg havde tænkt mig, at mandagen skulle være min dag, således at når jeg kom fra job, så kunne jeg vælge, om jeg ville læse, skrive, hyppe kartofler, eller hvad jeg ellers kunne finde på. Når jeg tænker på det, er det ikke længere et behov, for jeg har alligevel fået flere timer, hvor jeg kan gøre ”mine” ting – I’ve found my small windows of time, som Wendy siger. Spredt udover ugen. Men bare det faktum, at jeg tænkte på at få tid til mig selv, har betydet, at den er fundet. Det er faktisk det samme, der er sket med mit ønske om at føle mig rig. Rig som en ægte millionøse. Desværre er min indtægt ikke steget endnu (en af det ting, der skal arbejdes mere på næste år), men til gengæld har jeg sparet meget på mine faste udgifter uden at gå på kompromis med kvalitet, og på den måde fået meget mere ud af de penge, jeg tjener. Ikke dårligt! Og jeg har samtidigt ændret holdning til penge – jeg gider ikke fokusere på det, jeg ikke har likviditet til lige nu. Jeg nægter at se penge som en knap ressource. Jeg forholder mig til det, jeg kan – og det er smart, kan jeg godt fortælle. Og i øvrigt meget berigende. Og det jeg derudover ønsker, men som ikke lige nu ligger indenfor økonomisk rækkevidde, det laver jeg en realistisk strategi for, hvordan jeg opnår. Meget inspirerende og ikke til at komme uden om, hvis ikke mængden af ”revurderinger” her i december skal vokse proportionalt i årene, der kommer. For så kan det godt være, at panikken ville brede sig. Men der er også ting, jeg har fået gjort. Og som har givet både familien og mig selv utroligt meget glæde og energi. Den ene ting var at starte en ny juletradition med venner, familie og bekendte lørdagen før første søndag i advent, hvor juletræet i gården skulle tændes, vi skulle afholde julestue med min mors smukke nisser, dekoreret porcelæn og glas, juledekorationer og kranse samt servere hjemmelavet gløgg, suppe og hjemmebag. Og det var alle tiders succes. Vejret var næsten for perfekt, der lå en 30-40 cm sne, det var koldt, men vindstille. Men alt det har jeg beskrevet i et tidligere indlæg. Og jeg besluttede, at jeg ville bage brød igen, fordi brødet generelt er blevet for ringe og endda ret dyrt. Og det gør jeg stort set hver uge. Og jeg gør det på en røremaskine, også et løfte til mig selv og ikke mindst min slidte, højre arm. Jeg nyder processen, Johan og Phillip det gode, elastiske brød, og vi er enige om, at det er et plus i vores hverdag. Jeg havde også lovet mig selv, at jeg ville samle opskrifter til en anderledes kogebog, og det går fremad, om end jeg ikke kan fremvise det endelige resultat, som jeg lovede mig selv og andre i bare overmod. Beklager, jeg er nødt til at revurdere projektet og lave en plan med delmål, således at retningen og opgaverne bliver tydeligere. Jeg har ved nærmere granskning rodet for meget rundt, fordi jeg har haft mange jern i ilden. Dårlig undskyldning, for det er mig selv, der undlod at beskrive forløbet i processen, og det sviger ikke overraskende til egen bag. Der skal lige så stramme tøjler i private projekter som i de arbejdsmæssige, kan jeg blot konstatere. Og sådan kunne jeg blive ved, for jeg kan aldrig nøjes med et enkelt nytårs foresæt. Og her ved status synes jeg, at trods mine mange foresæt, og det faktum at nogle ikke er fulgt helt til dørs, at jeg kan være tilfreds med, hvad jeg har gennemført og så tage ved lære af det, der skal gøres bedre næste gang. Jeg glæder mig allerede til nytårsaften, hvor jeg kan tage fat på de nye foresæt.