Hvert år til jul, eller næsten hvert år, kommer Hedi og Enak på besøg fra Paris. Det er altid rigtigt hyggeligt, og vi glæder os altid, selvom vi synes, at Enak er en stor mundfuld. Ligheden med vores nevø Oliver er slående, og her tænker vi ikke på udseendet, men på det hyperaktive element og evnen til at få tingene til at ske omkring sig. Oliver, lignede Emil, og var alle vegne hele tiden. Nu er Oliver blevet en ung mand på snart 19 år, og meget har forandret sig siden. Enak, derimod er ca. 8 år nu, og ligner en lille Mogli, der er dumpet ned i vores verden efter at have siddet på børnehjem i Vietnam blandt spastisk lammede i flere år, fuld af forundring over den nye verden og med sparsomt sprog på trods af, at det er 4 år siden han kom til Paris. Enak har lært rigtigt meget, men der er ting, han ikke kan styre trods ihærdig hjælp fra psykologer, specialskoler og læger. Han vil være i centrum eller rettere have opmærksomheden hele tiden. Når han så har den, er det lige gyldigt, men alles opmærksomhed skal være ”tilgængelig”, så han kan shoppe til og fra alt efter behov. Han fastholder opmærksomheden ved at gøre alle de forkerte ting, for han kan ikke brillere, det har han ikke forudsætningerne for. Derudover er det som om, at straf eller irettesættelse er en tilfredsstillelse for ham. Sådan var det også med Oliver, da han var lille. Men her var det nysgerrigheden, der drev ham og fik tingene til at ske omkring ham, for han havde forudsætningerne for at gøre det rigtige, så langsomt men sikkert kom han videre. For Enak står det stille. Tager man Enak i at pille ved noget, han ikke må, så skal man holde sin mund. Får man sagt noget, så smider han genstanden fra sig og løber væk. Uanset om hvad det er. Derfor gik der heller ikke mange minutter fra Hedi og Enak var kommet lørdag aften, før Enak var i fuld gang med at teste vores stikkontakters tænd-sluk funktion, om nøglerne kunne låse dørene og hvilke, samt pille ved de efterhånden tørre dekorationer, så de kunne drysse af”. Jeg havde jo netop støvsuget, så man kunne se, hvor mange nåle, hver lille pilfinger kunne få til at drysse af. Men jeg kan jo altid støvsuge, så pyt nu med det.

Søndag morgen var det den store håndmalede glasklokke, som jeg havde fået af min mor, der stod for tur. Jeg var ved at trække i løbetøjet, Hedi var på badeværelset, og så hører jeg klokken bimle, og ved at det er Enak, der pusler – jeg går hen til trappen, Hedi farer ud af badeværelset. Vores handlinger betyder, at Enak smider klokken ned af trappen og forsøger at undvige os begge – med et ansigtsudtryk, der viser både angst og fryd. Klokken smadrede naturligvis – jeg skyndte mig ud af døren, Det kunne Hedi selv rydde op.

Da jeg kom hjem, sagde Enak pænt undskyld. Og så tog vi til Køge for at få en flyverdragt og støvler til Enak. Det gik fint lige indtil vi var på vej ud af skoforretningen. Jeg nåede kun lige at tænke, at Enak ikke måtte gå ud i udstillingsvinduet, før det utænkelige sker. Han ved instinktivt at det er forkert, men alligevel løber han igennem udstillingen, og vælter støvler og nissemænd. En af ekspeditricerne kom løbende, og sagde at Enak ikke måtte gå i udstillingsvinduet, og da slet ikke røre nisserne – ja, det vidste jeg jo godt, men skaden var sket – Enak har væltet det hele. Vi fik Enak ud, og vi undskyldte mange gange. Heldigvis gik intet itu.

Det var dejligt snevejr, og vi havde taget kælken med i bilen op til Henris, den ældste nevøs, fødselsdag, for jeg tænkte, at Enak vil blive utålmodig og gøre dumme ting, så efter kakao og boller vile jeg gå ad stierne tilbage med ham de ca. 5 km tur – så ville han forhåbentligt være træt af kulden og den fysiske udfordring Så han kunne sove (læs så der var lidt ”voksentid”). Det lykkedes kun halvt – Enak var træt, men faldt ikke i søvn før henad kl. 22:30. Men både Enak og jeg havde nydt at være ude i sneen og mørket med hinanden. Og Enak og Hedi bliver i 9 dage, så der kan ske meget meget mere.