Jeg sidder her og ser ud på det strålende solskinsvejr og glæder mig til foråret. Der er så længe til, men jeg kan næsten ikke vente med at få jord under neglene igen. Og der er så meget at tage fat på. Det ses tydeligt, nu hvor sneen er forsvundet. De visne stauder ligger hen af jorden og venter på at blive ryddet væk sammen med de sidste bøgeblade og lærkegrenene, der er faldet ned i stormene. Men det er ikke lige nu, eller er det? Det er i hvert tilfælde nu, eller meget snart, vi skal have savet grene af blommetræerne, så vi kan nå blommerne, og have skåret troldpilen ned, så solen kan skinne på min kommende urtehave  – måske hvis vejret er fint, skal det være i denne weekend? Så jeg kan få afløb for mine havedrømme.

Det er ikke kun haven, der trækker og gør mig rastløs her i solskinnet. Det er også trangen til at komme ud og løbe en tur. Søndagsturen var fantastisk. Det var første gang i over 2 måneder, at jeg kunne løbe gennem skoven, så jeg har måttet slå mig til tåls med landevejen. Heldigvis lignede skoven sig selv. Men hvor jeg bare glæder mig til, det bliver lysere, så jeg kan slippe body biken og i stedet komme ud og få luft i næsen.

Og så kan jeg heller ikke vente ret meget længere på at alt det grønne, spiselige ukrudt begynder at dukke op. Jeg er træt af supermarkedets færdigpakkede salatbakker, men den egentlige årsag er sikkert, den bog jeg fik af Edwige sidst i december. En helt fantastisk bog om alt det spiselige man kan finde i naturen, og hvordan man kan tilberede det. Jeg sukker efter ramsløg, skvalderkål, mælkebøtte og brændenælde dukker frem. Længes efter mine ”jagt”-ture ned i haven langs skellet med kurven i hånden. Og jeg glæder mig til igen at overraske Johan og Phillip med spiseligt fra naturen.

Jeg har lige klaget min nød til Johan, der bad mig tage en kop te, og vente til anfaldet gik over. Det er selvfølgelig en idé, men ikke den jeg gider høre. Jeg har besluttet mig, det bliver havedag på søndag!