Jeg sidder sammen med et par veninder og ser introduktionsfilmen på det jødiske museum i København. Der fortælles om indvandringen til Fredericia i 1700-tallet og i omkring 1910. Der fortælles om de vel assimilerede jøder, der ikke var så begejstrede for deres trosfælles ankomst i forrige århundrede. De tilhørte en anden klasse, som de kom der, på flugt. Fattige og med socialistiske holdninger. Men danskerne to dem til sig. Hjalp dem til rette, og de blev en del af den hårdtarbejdende arbejderklasse. Så kommer filmen om museets arkitektur. Den verdensberømte arkitekt Daniel Libeskind fortæller om årsagen til at Mitzvah er grundlaget for bygningens tilblivelse. Mitzvah, der betyder en barmhjertig eller god gerning. Libeskind fortæller at danskerne er de eneste i Europa, der fordomsfrit modtog jøderne og integrerede dem i ”hverdagen”, og det eneste folk, der stod sammen og redede jøderne, da nazisterne besatte landet i 1943. Da filmen var slut, så vi på hinanden. Det er vist ikke lige sådan, verden eller situationen ser ud i dag. Jeg har en rigtig dårlig smag i munden, da vi rejser os for at gå ind i selve museet. Den rædsel og usikkerhed, som jøderne kom med tilbage i begyndelsen af 1900-tallet, må jo ligne den som andre flygtninge kommer med i dag?! Hvorfor er det så lige, at vi ikke kan finde plads i vores sind til at rumme dem? Indrømmet, der er nogle opportunister, men helt ærligt, hvordan kan vi tillade os at tro, at det er nemt at flygte fra alt hvad du har haft nært og kært; til et land, der ikke har lyst til at modtage dig og dine; hvor du ikke forstår, hvordan samfundet hænger sammen endsige kulturen. Hvad betyder det så, at du får penge til at leve for? Hvordan kan vi tillade os at tro, at flygtningene er ligeglade med alt undtagen penge? Jeg blev som vanligt ophidset og rasende over de af mine landsmænds, der snæversynet ønsker flygtninge og indvandrere ud af landet. Det dulmede en smule, at mine veninder deler mit syn i nogen grad. Og selve indretningen i museet fik hurtigt tankerne ledt videre til helt andre ting. De skæve gulve og vægge udfordrede både balance evne og opfattelsen af rummet, jeg befandt mig i. Perspektivet skubbede sig hele tide og jeg brugte energi på bare at forholde mig til rummet. En meget speciel oplevelse, der nærmest gjorde mig rundtosset. Selve udstillingen på museet var ikke noget specielt, men på en eller anden måde understøttede de få genstande rummets krav om tilpasning – eller assimilering, noget som alle jøder har været nødt til at forholde sig til i hverdagen. Sådan virkede det i hvert tilfælde på mig. Stof til eftertanke for tænk, hvis det er den følelse fremmede har, når de kommer hertil? Og kan man i det hele taget vende sig til at færdes i en så anderledes verden? Det er der nogle kloge mennesker, der må udrede – jeg kan bare sige, at museet var besøget værd!