Jeg undrer mig så tit over, at jeg ikke har tid til at undre mig… for så undrer jeg mig jo alligevel. Det kan også undre, at jeg har så stort behov for at undre mig, men det mener jeg, at jeg har. For hvis jeg ikke undrer mig over noget, så sker der jo ingenting, som jeg skal tage stilling til. Og hvis der ingenting sker, står livet stille, og livet kan per definition ikke stå stille. Eller kan det? Det ville være underligt. Og vække forundring? Og så vil jeg alligevel have noget at undre mig over. Heldigvis.

Lige nu har jeg ikke meget tid til undren. Jeg er i ”execution mode”, og det kan godt være at det ene ikke udelukker det andet, for der skal altid være plads til undren, ligesom der altid skal være plads til en hummer. Men med det program jeg har fået planlagt for mig selv her i foråret, kan det ikke undre, at forundringen er trådt lidt i baggrunden.

Og det er underligt, at jeg som ellers elsker at have tid til at undre mig, har lagt så tæt pakket et program, at jeg frivilligt har tilsidesat min undren. Det kan også undre at tingene lykkes, selv uden den uundværlige tid til undren, som jeg ellers har så stort behov for.

Mon jeg har undret mig tilstrækkeligt nu?