Nogle har vist det længe, andre finder snart ud af det. Jeg har fået en ny interesse. Ikke blot en pludselig dille eller fiks ide – det kunne godt have været tilfældet, men sådan er det ikke. Det hele startede sidste sommer, hvor jeg på en tur i bjergene sammen med Edwige, luftede tanken om at arrangere vandreture, hvor supplerede kosten med det, man samlede/fandt på sin vej.

Edwige forærede mig en bog om spiselige planter og opskrifter fra Pyrenæerne kort efter vores tur. Og mine drømme og planer begyndte så småt at tage form. Jeg havde en meget stærk følelse af, at det her var vigtigt at formidle videre. Og det var jeg ikke alene om. Det var blevet en ”trend”, det var der ikke spor tvivl om, da Almanak fra Claus Meyer kom på gaden, som både kogebog og ture i naturen under kyndig vejledning af kok og naturvejleder, var det cementeret i beton. Jeg var så tydeligt ikke den eneste, der mente, at det var vigtigt at ”spise” naturen og at kende til alle de oprindelige og ofte velsmagende urter og planter og deres anvendelse i den daglige husholdning. Henover vinteren har jeg således overvejet, hvordan jeg vil formidle min viden om urter og køkkenkunst videre til andre. Og jeg har talt med mange, der deler min nye passion. Og det er tydeligt, at der er meget forskellige tilgange til emnet.

Nogle vil anvende alt spiseligt fra naturen uanset smag og egnethed, nogle vil spiser vilde urter som naturmedicin og andre igen har ren videnskabelig interesse. Claus Meyer inviterer på almanak ture i naturen med naturvejleder og en kok i et feltkøkken, der sikrer at forplejningen er i top, og andre synes kun det dur, hvis det er en stroppetur med rygsæk og chance for ikke at få mad den dag, med mindre du har mod på biller og gamle mælkebøtteblade, der på en eller anden måde altid er til at finde. Der er også mere luksuriøse ture, hvor man mødes på et hotel, går i skoven og finder svampe og urter, der efterfølgende tilberedes i hotellets køkken under kyndig vejledning af den regerende kok. Der findes et utal af varianter.

Jeg interesserer mig selvfølgelig for, hvad der er spiseligt. Og jeg har efterhånden smagt en del af, hvad naturen kan byde på både kogt, stegt, råt, i forskellige sammensætninger og i ude og indekøkkener. Min erfaring er, at det ikke er alt, der er umagen værd at prøve kræfter med, men at der også er meget, der virkelig holder, når det tilberedes på rette måde!

Selvfølgelig vil Jeg også gerne opvartes med fantastiske madoplevelser lavet over bål eller i et organiseret køkken. Jeg elsker jo både at spise og at lave mad. Jeg vil endda også tage en stroppetur nu og da (om ikke for andet, så for at sætte den hjemlige hverdagsluksus i perspektiv). Det er hyggeligt, spændende og udfordrende, men det er også tidskrævende og nogle gange ret dyrt.

Jeg vil bare noget andet, fordi jeg har også meget andet at bruge tiden på, og det er jeg ikke ene om. Derfor vil Jeg formidle det ”lettilgængelige”. Det, der kan blive til en del af hverdagen uden at lægge hele familiens rytme i ruiner, det, der kan lade sig gøre i en travl hverdag og som alligevel kan berige og skabe forhold til naturen. Det er ikke svært, når man bare ved hvad man skal og kan. Hvis man ved det, så kan man, når man alligevel lufter hunden, går tur med barnevognen eller triller farmor rundt i parken, lige snuppe en god håndfuld ramsløg til en god pesto, nogle små bellishoveder til salatskålen, to store håndfulde brandældeskud til suppen eller brødet eller lidt skvalderkål til pandekagedejen – eller plukke vilde hindbær/brombær til is eller smoothies, Karl Johan eller marksvampe til en god risotto eller omelet, plukke en håndfuld rosenblade til salatskålen og sådan kunne jeg forsætte.

Det det handler om er at vide, hvor, hvornår og hvordan man får noget godt ud af indsatsen, for det giver blod på tanden og lysten til at forsætte. Men det handler også om, at det smager godt! Jeg har tappet birkesaft, som er et sjovt eksperiment, men som ikke smager af meget, ret opreklameret synes jeg, så hellere lave en gang brandældesuppe eller blande dit eget gransalt, begge dele giver stor og anderledes smag, og kan fremstilles i et snuptag. Eller man kan fremstille sin egen krydderurtesnap. Heller ikke svært. Men det er selvfølgelig individuelt og meget personligt, hvad man synes, gør forskellen.

Jeg vil gerne formidle den viden, der skal til for at man kan komme godt i gang med sit eget projekt, stille og roligt og uden at skulle investere timer, man ikke har. Og det er ét tema i mine vandreture fremover. At stimulere lysten til at samle og spise, hvad naturen tilbyder. Og jeg glæder mig allerede til at se, hvad folk siger til det.