Fuglene synger deres ode til daggryet, men s vi star og kigger over mod Hov Vig, hvor solen skal til at såt op. En flammende rød kant over trætoppene vokser sig hurtigt stor og rund og sender et bredt selvlysende bånd ned over vandet direkte mod os, mens en usynlig hånd løfter disen op af vigen foran os. En skallesluger sejler forbi og en lille gruppe ænder opfører deres morgen ritual. Annebjerg ånder fred og idyl her klokken halv fem. Jeg strækker mig veltilfreds. Det blev halv sent i går, inden jeg kom i soveposen, for vi var nødt til at bade i det blikstille hav i måneskinnet, som afslutning på en lang og dejlig dags vandring. Jeg kan stadig mærke det bløde kølige vand omslutte kroppen og huske gyset, da jeg lod mig gå under.

Tankerne og oplevelserne summer stadig i mit hoved. På vandringen vi samlede strandvejbred, strandtrehage og strandkål, som vi blancherede i en gryde over bålet. Vi røg rødspætter, stegte rådyrkøller og bagte brydeboller med brændenælde. Det blev endda også til en kæmpe portion pesto på rølleke, ramsløg, lancetformet vejbred, løgkarse, skovløg og friske mælkebøtteskud. En middag der var enhver naturelsker værdig.

Anna og Åse har rigtigt lagt sig i selen for at i scene sætte idyllen og både vejret og deltagerne gør deres for at udfylde den skabte ramme. Det er en perfekt symbiose, som helt sikkert vil holde resten af turen. Vi skal have færgen retur fra Rørvig klokken 15:25 i eftermiddag, men Johan og jeg er først hjemme ved 19-tiden. Der er masser af tid til at nyde og opleve. Vagn, Åse, Anna og et par stykker til hopper retur i soveposerne, mens jeg lægger en knude på bålet og sætter vand over og nyder fuglenes sang og duftene af morgengryet.

Birgit, Jørgen, Fie og jeg tager en kop nes og en bolle fra i går, inden vi smutter afsted ind til skoven. Vi vil finde det sted, hvor vores forfædre ærede solvognen og de store sten, der skulle være altre spredt omkring højen i Annebjerg skoven. Allerede efter en halv times tid har vi fundet ”bjerget”, men vi støver rundt for at finde alterne. Vi ser mange sten, men ingen med menneskeskabte runde fordybninger og helleristninger. Vi kan ikke få det til at matche naturvejlederen Jørgen Stoltz’ anvisninger. Efter en halv times tid giver vi op. Eller rettere små-skuffede beslutter vi, at det må være en af de mindre sten, vi havde identificeret.

Fie er usikker på, hvordan det lige var, at de vilde løg så ud, så vi kaster os ud i eftersøgningen af et eksemplar og glemmer hurtigt skuffelsen. Og så er den der lige pludselig. Åen under stien, stenen på skrænten og et sekund efter alteret, præcis som vi havde fået at vide. Vi må alle sammen røre ved de små fordybninger i stenen. Vi kan simpelthen ikke lade være. At denne sten var særlig, er vi ikke i tvivl om.

Tilbage ved shelterlejren er de andre ved at vågne, enkelte er allerede nede og morgenbade. Det er tid til at få pakket, smurt madpakke og komme videre. Gennem Annebjerg parken, Sikringsanstaltens område, og ud til vandet. Vejret er perfekt og havet flot blåt. Der er lidt overskyet og det blæser, men vinden er lun, og vi nyder duften af hav og synet af klitterne. Naturen er så typisk dansk, at det virker naturligt med alle flagstængerne. Alle sommerhusene flager, måske fordi det er Pinse?

Vandringen i dag er helt anderledes end i går. Nu kigger vi op og ud, i går kiggede vi ned for at finde de urter, vi skulle bruge til middagen. Det er utroligt, hvor meget fokus betyder, for den måde vi opfatter naturen på. Jeg. Det går vi alle sammen og funderer over et stykke tid, indtil vi finder stedet i klitterne, hvor vi skal spise frokost. inden vi går over diget og gennem plantagen videre mod Rørvig.

Der være fire slags konvaller her i området, siger Vagn til mig. Jeg kender kun to slags, liljekonval og storkonval, men efter lidt søgen finder jeg også en liden konval. Den sidste kan jeg ikke finde. Det er der heller ikke andre der kan. Og så er vi pludselig i Rørvig. Og så er det tid til en velfortjent is. Jeg kan pludselig mærke, at jeg kun sov i tre en halv time i nat. Turen over fjorden tager jeg sammen med Johan oppe på dækket for ikke at falde i søvn. Det gør jeg så til gengæld, da vi kommer ind i den varme kupe i toget. Det har været en fantastisk tur.