Jeg hader at være sur. Jeg synes det er spild af tid og ofte meningsløst, fordi du gør andre mennesker, og ofte dem du elsker, sure og kede af det også. Og hvad opnår du så? Men indrømmet i går var jeg sur. Ikke bare lidt sur, men rigtig sur. Jeg var nødt til at slå græs, fordi det ellers ikke ville blive gjort, og fordi det virkeligt trængte til at blive slået, men jeg har en aftale om, at det tager Johan sig af, og jeg havde faktisk tænkt mig at forberede nogle bøgekranse og høste lavendlerne. Og alt sammen bare fordi han havde ”uopsætteligt” arbejde, og han var bagud, fordi han hele tiden blev ringet op, og på trods af at han havde været i gang siden halv 6. Så jeg følte mig i min gode ret til at være sur. Jeg havde jo klaret mit og glædede mig til at komme i gang med den hjemlige eller private del af ”livets arbejde”. Jeg nåede ikke lige i farten at tænke på, om det gjorde noget for at støtte min sag lige nu eller på sigt, for slet ikke at tale om, hvad min sure attitude gjorde ved ham.

Det gjorde jeg så lidt senere, da jeg formildet over fundet af helt friske skællede støvbolde i min græsplæne, straks lavede menuen om. Glemt var al surhed. Mit hoved summede af muligheder. Nu skulle vi have en frisk salat af ristede støvbolde og squash fra egen have tilsat lidt hvidløg på en bund af friskplukkede salatblade og fuglekarse efterfulgt af pasta med kødsauce. Mit humør ændrede sig radikalt ved tanken, sådan er det med mad og mig.

Da jeg var færdig med græsplænen, lavede jeg alligevel et par bøgekranse, inden jeg skulle i gang med madlavningen. Så det hele var ikke så slemt alligevel. Faktisk var jeg slet ikke sur mere. Jeg havde meget sværere ved at ændre Johans humør. Nu var han sur, sur på jobbet, sur på situationen, måske endda sur på mig?!

Det varede heldigvis ikke længe. Jeg fik lirket på det rigtige sted og trykket faldt, da han fik luft for sin frustration over alt og ingenting, og fordi han var færdig med sine opgaver. Klokken var 20 og vi nød en aperitif på terrassen inden maden. Solen stod lavt på himlen og det var dejligt lunt, da vi endelig fik serveret middagen, og vi besluttede at tænde op i bålkurven og blive ude og nyde sommernatten med en god kop kaffe.

Det var en dejlig aften. En af dem, der er værd at tænke tilbage på. Også selvom jeg havde opført mig irrationelt i forhold til, hvad jeg normalt ville gøre. Måske skulle jeg tænke over, hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Der må stikke noget under, for jeg kunne ikke finde på at blive sur over, at arbejdet fylder. Vi er der, hvor vi er, og har hvad vi har, netop på grund af vores jobs. Og det har vi selv valgt. Som Pippi ville sige – ”det tænker jeg over i morgen”!