For de, der kender mig, er det ikke en hemmelighed. Jeg
elsker Frankrig, og jeg har tabt mit hjerte til Pyrenæerne. Jeg har endnu ikke
fundet noget andet sted med så meget at byde på og så fuldt af modsætninger,
som her. Og det er det, der gør det så interessant og i mine øjne værd at
beskæftige sig med. Her måles den personlige værdi ikke i gods og guld, men i kvaliteten
af din moral og personlighed. Her er plads til alle! Her er Middelhavet med
fantastiske strande og bjerge til både vandring og skisport, højsletter,
floder, enestående flora og fauna. Der er 11 naturreservater og størstedelen af
området er en stor nationalpark. Og af samme grund flokkes kunstnere og
naturelskere, og har altid gjort det, i Pyrenæerne og bidrager med deres
tilstedeværelse til kontrasterne. Det kan ikke beskrives, det skal opleves. Og
der er plads til alle.

Jeg var derfor lykkelig og fast besluttet på at skabe en
succes, da 8 DVL medlemmer tilmeldte sig turen til Nyer.  Og det blev en succes. Godt hjulpet af
vejrguder, mirakler, lokale venner og bekendte og ikke mindst af Keld Jørgensen
(DVL Roskilde) og Edwige Petit (fransk bjergguide).

Turen var planlagt således, at deltagerne først fik et
indtryk af det sydfranske liv ved havet for foden af bjergene i den pittoreske
havneby Collioure, hvor bl.a. Picasso har slået sine folder. Derefter gik turen
ind over sletten til de rigtige bjerge i Pyrenæerne, hvor vi indkvarteredes i
Nyer i 2 ferielejligheder lige ved siden af den romanske kirke St. Jacques
eller Skt. Jakob, pilgrimmenes helgen. Mindre kan vel knap gøre det, når
formålet er at vandre. Aftensmåltiderne indtog vi på pladsen foran kirken,
hvilket skabte en hel unik og fredfyldt stemning. Herfra udgik resten af ugens
vandreture.

Anden dag var beregnet til at vurdere deltagernes form og
udholdenhed, så vi gik fra Olette til den fredede bjerglandsby Evol, hvor både
husvægge og tage samt gaderne er lavet af skiffer og derefter til Oreilla.
Deltagerne var i god form, om end kun en enkelt havde prøvet kræfter med bjerge
for nyligt. Der blev pustet en del. Alle var helt betagede af de mange dufte og
ukendte træsorter og blomster, som vi stødte på og ikke mindst den skønne
udsigt. Tilbage i Olette slog vi os ned på baren til en velfortjent øl og lod dagens
indtryk slå rod. Alle var totalt oplevelsesmættede, men alligevel klar til at
forsøge sig på fransk inde hos slagteren, der tapper vin fra fad i brugte
vandflasker. Det var sjovt at se den franske mentalitet indtage sind og
hjerter. Da vi have grillet og spist ved siden af petang banen, skulle vi
selvfølgelig også selv forsøge os med jeu de boule side om side med de lokale.
Det var hygge, det begreb kender franskmændene bare ikke noget til, de gør det
bare.

På tredje dagen fandt vi ud af, at vi havde en person med
højdeskræk i gruppen. Det er sådan noget, man finder ud af i Gorges de la
Caranza, hvor slugterne er så dybe, at de virker uendelige, og hvor man vandrer
ad smalle stier langs klippevægge og over hængebroer. Et af de mest fantastiske
steder, man kan forestille sig. Og et område med en mængde sjældne planter og
dyr. Desværre havde bjergsalamanderen ikke tænkt sig at vise sig, selvom jeg
har set den i Caranza et par gange før. Til gengæld så vi et par kongeørne, spændende
klippeformationer og smukke orkideer.

Nu var det tid til en fridag. Tirsdagen blev brugt på det
kæmpestore lokale marked i Prades, arrondismentets hovedstad, hvor man kan få
alt, hvad hjertet kan begære ligefra økologiske grøntsager, pølser, gedeoste
til kernelæder tasker og linned. Vi havde planlagt picnic i Eus, som er en anden
af Frankrigs smukkeste landsbyer og den by i Frankrig, der suverænt har flest
solskinstimer om året. Byen er bygget som en pyramide, og huser en fin lille
kirke på toppen. Der skulle vi selvfølgelig op og nyde udsigten, og det var
også her, miraklet skete.  Vi så kristus
bløde fra sine sår i panden og fra munden, men først da vi havde taget et
billede med blitz! Blodet var ikke synligt med det blotte øje. Således
besjælede og med batterierne fuldt opladede, gik turen videre til Ville Franche
de Conflent, en middelalderby med borgmur, små restauranter og en masse
kunsthåndværk, og som udgør en del af Vaubans forsvarslinje mod syd. Helt
sikkert en aften værd, ikke mindst i godt vejr og med udsigt til pandekager.

Da vi nåede fjerde dagen var alle således klar til at prøve
kræfter med både højdemeter, skrænter, smalle stier og klippeskrænter.  Også selvom klokken kun var 5, da vi slog
øjnene op. Vi var klar til les Bouillouses, med de 12 smukke bjergsøer og
højsletternes mange orkideer, murmeldyr og rovfugle. Vi var af sted kl. 5:45 og
fremme ved start stedet kl. 6:30. Vi er jo danske, så alle havde været tidligt
nok oppe til at få et ordenligt morgenmåltid indenbords – det bekom ikke alle
lige vel. Og det er en ting, jeg vil advare mod næste gang – hårnålesving på et
par store ostemadder, nødder og andet godt er bare et umage par. Så er det
meget bedre at nøjes med lidt yoghurt og en kop kaffe og så bare snuppe et
stykke kage eller en bolle, som franskmændene gør, når de er fremme ved start.
Alle overlevede heldigvis,og kl. 7 var vi afsted i det tidlige morgengry.
Højmoser, højsletter, søer og i det hele taget et landskab, der kun findes i
højderne mødte os i den tidlige morgens lys. Ikke en sky på himlen. Turen
vekslede mellem stejle op og nedstigninger samt lange stræk over slette. Ved
den 9. sø, hvor stien deler sig i to, holdt vi et lille hvil. En sti forsætter
op mod toppen af Carlit 2921 m højt, der skulle vi ikke helt op, vi nøjedes med
forbjergets top 2426 m for at få udsigten ud over alle 12 søer, og så tilbage til
”krydset”. Det var 100 m stejlt opad. Til min store overraskelse ville ikke
alle med op. Det endte med at vi var 4 der forcerede de 100 højdemeter på 10
minutter, og vi blev belønnet af den skønneste udsigt, mens andre 4 blev nede
ved krydset. De fik til gengæld set murmeldyret, der sad og fløjtede – eller
hvad det nu hedder, det et murmeldyr gør! Det får man nemlig kun, hvis man
giver sig tid til at betragte bjergskråningerne. Vi, der havde været højere
oppe, ærgrede os lidt over at være blevet snydt for den oplevelse. Skyerne trak
sig imidlertid meget hurtigt sammen, så vi holdte en kort frokost og begyndte
nedstigningen. Man ser faktisk mere på vej ned end på vej op, men det er også
meget sværere at komme ned, end man forestiller sig. Klipperne som man læner
sig opad og får støtte fra på turen op, bliver kæmpe trin ud i ingenting, når
man skal ned, og det kan gøre enhver uerfaren bjergvandrer lidt usikker på, om
man nu ”tør”. Nedturen var svær for de fleste, så nu var tiden inde til at
vurdere sværhedsgraden af de sidste 2 dages vandringer. Men først skulle vi
deles, således at et hold tog til de termiske bade i St. Thomas, mens de andre
tog hjem og begyndte på aftensmaden. Badene var så stor en succes, at vi kunne
droppe resten af ugens ture og bare ligge og skvulpe i de 39 graders varme
vand, mente holdet, der havde været af sted, da vi satte os til aftensmaden.

Efter aftensmaden tog vi en runde, hvor vi diskuterede
sværhedsgraden for de næste dage holdt op mod vores kræfter, og resultatet blev,
at vi ændrede og afkortede torsdagens tur en smule. Der var et par stykker, der
havde sat næsen op efter at komme på Col Mitja med sine 2367 m, turens eneste
rigtige bjergtop, men de kunne også se, at det ikke var muligt for alle.

Da vi kom ud til Prats de Balaguer torsdag morgen, blev
bilerne og chaufførernes evner sat på prøve. Vi bumpede op ad en hullet grusvej,
med fare for at ødelægge bundkarret og dermed bilerne. Ikke lige noget man gør
hver dag, og da slet ikke med bilen tungt lastet med vandrere. Men vi kom godt
i gennem og blev mødt af en frodighed, vi ikke havde set før på vores
vandringer, til gengæld var der rigtigt mange planter, vi kendte hjemmefra.
Rejfan, Katost, røllike, vild og spansk kørvel og mange flere, årsagen er
selvfølgelig, at højden kompenserer for den sydlige beliggenhed, og det var en endvidere
en nordvestvendt skråning, hvilket fik klimaet til at minde om det danske  – bortset fra at stien gik opad, så var
duftene velkendte.  Her var vi på udkik
efter ørne, gribbe og orkideer, men det blev ikke til så meget, i og med turen
var kortet noget, og vi derfor ikke kom helt så højt op. Vi holdt siesta ved et
lille rislende vandløb og gav os god tid til at betragte, snuppe en lur, eller
hvad man nu kunne ønske sig. Derfor hørte vi også murmeldyret og så et par
rådyr på klippen overfor. Vel retur til bilerne, var det nu næste holds tur til
at køre til de termiske bade, og jalouse blikke fulgte de heldige. Det var
skønt at ligge i bassinerne og lade sine muskler løse op af vandstrålerne, så
vi måtte give onsdagsgruppen ret i, at en gentagelse ville være fin. I Nyer
oplevede vi endnu en skøn aften, så efter middagen lod vi landsbyens lygter vise
os vej på en dejlig aftenstur rundt i de smalle og meget stejle gader.

Fredag morgen og sidste dags vandretur startede foran
lejlighederne. Claude, en lokal bekendt, havde skaffet nøglen til kirken, så vi
kunne stikke hovedet indenfor. Kirken havde udover alteret 2 kapeller, der var
blevet tilføjet i 17 hundrede tallet, mens den oprindelige kirke stammer
tilbage fra 11 hundrede, da byen Nyer opstod. Selve altertavlen er under
behandlig for termitter og var derfor delvist pakket ind, men man kunne stadig
se de barokke guirlander og blomsterudsmykninger. Jeg glæder mig til at gense
alteret, når det en gang er færdigrestaureret.  I kirken stod også det romanske Maria billede,
som egentligt hører til i kapellet i En, og som er dateret tilbage til 1200. En
fantastisk træskulptur skåret af én stamme. Nu gik turen gennem byen op til den
forladte flække En, le Hameau d’En. En streng tur for vi forcerede knap 300
højdemeter på under 3 kvarter, hvis vi lige tæller kaffepausen fra. Opstigningen
gik igennem det område, hvor der i 1980-erne var et trærejsningsprojekt i Nyer
kommune, der skulle forhindre yderligere erosion af de ubenyttede
”terasse-marker”. Man har forsøgt sig med mange træsorter, douglas gran,
cedertræ osv., så det var et anderledes billede, vi fik, da vi gik henover og
opad resterne af de tidligere terrasser, der havde tjent til marker, urtehaver
og dyrehold. Oppe i landsby ruinerne ventede endnu en oplevelse. Ejeren af det
bedst bevarede ”ruin-hus” var ”hjemme” og spurgte mig, da jeg kom forbi, om
jeg/vi var tyskere. Nej, jeg var Merethe, danskeren, der havde købt Hr.
Bouléons hus ved floden i Nyer. Det kan nok være, det gav pote. Han opfordrede
os til at komme indenfor og se hans barndomhjem, ”ruinen”, og det ville vi jo
selvfølgelig gerne. Det var som at komme en tur på frilandsmuseet. Datteren fra
Paris var på besøg, og talte en smule engelsk, og viste os rundt i stue, stal
og lo, og tændte stearinlys, så vi kunne se, hvordan bageovnen  så ud indvendigt. Jeg fik næsten en hushandel
igennem, men datteren ville alligevel ikke sælge.  Vi forsatte videre over til kapellet, som jeg
Claude også havde givet mig nøglen til. Der er noget unikt ved at træde ind i et
kapel eller i en kirke. Uanset om man er troende eller ej, vækkes en spontan
ærefrygt, lyst til fordybelse og fred i sjælen. Som om onsdagen trak skyerne
sammen, men ikke hurtigere end vi havde masser af tid til at nyde vores
madpakker under det træ, jeg har døbt ”Ferdinands træ”, efter tegneserien om tyren,
der ikke ville dræbe toreadoren. Jeg kan ikke lade være med at se ham for mig,
liggende under træet med en blomst under næsen, drømmende på samme måde, som
jeg selv gør det, når jeg er alene heroppe. Vi nåede lige ned og hjem inden
regnen kom. Det stod ned i stænger, kaffen blev nydt indenfor i tørvejr. Endnu
en gang var vi heldige. Regnen hørte op, da vinsmagningen skulle begynde, så vi
stod ude på kirkepladsen og smagte på den lokale vin. Det klædte de økologiske
vine fantastisk.  Luften var renset og
ren som vi selv, parate til endnu en oplevelse. Senere grillede vi lokale
pølser og fantastiske lammekoteletter, nød salaterne og det hjemmebagte brød.
En perfekt afslutning på en lang uges vandreture i godt selskab. Vi fik sagt
tak til Edwige, der desværre ikke får det hele med på grund af sproget, og hun
er nu overbevist om og motiveret for at få lært noget engelsk.

Det blev alt for hurtigt lørdag og tid til at pakke sammen.
Men sådan er det jo med ferie, hvis det varede ved, ville det jo være hverdag.