”People are just poor in Poland”, Anna said. “Imagine that you are educated as this man, speaking perfect English, and still he has to beg for money because he is hungry”. Jeg kan godt se, hvad hun mener, manden må jo have nogen form for videregående uddannelse, når han mestrer engelsk. Jeg er på besøg i Polen for første gang. Jeg bor på et fint hotel lige i udkanten af Warszawa, hvor konferencefaciliteter skulle være i orden. Let’s see on Monday! I dag er det lørdag og min kollega Anna er kommet fra Gdansk for på ægte polsk gæstfri vis at vise mig, at vi fra hovedkontoret er meget velkomne.

Så Anna er taget med toget (fly er kun for management). Næsten 8 timer, har hun siddet i et bumletog for at møde en sekretær, hun intet ved om, og hun skal vise mig byen, hjælpe mig med de sidste detaljer til konferencen og så retur søndag aften, så hun kan være på jobbet mandag morgen kl. 8:30. Jeg er overvældet, gal over at hun skal bruge sin fritid men også smigret over, at hun gider. Og det gør hun. Hun har glædet sig. Og jeg skammer mig en smule over, at jeg var irriteret over, ikke at kunne afslå ”mandsopdækningen”, der viser sig at være et inspirerende samvær. Specielt efter de først par timer sammen med hende. Hun er fantastisk, vi har noget at sige hinanden. Men når alt kommer til alt, har vi jo også samme job. Speed friendship, ligesom ViaTravels Speed booking, som jeg lige har stiftet bekendtskab med. Ligetil, effektivt og uden dikkedarer. Det er underligt at tænke på, at Anna kunne glæde sig til at arbejde gratis en hel weekend med mig, når hun kunne have været ude på tur med sin hest i stedet. Bare for at gøre en chef tilfreds. Men sådan tænkte hun ikke. Hun tænkte på, at hun lærte en ny person at kende, kunne præsentere sig selv og den polske division fra bedste side. Og hun er rig og heldig, føler hun oprigtigt. Hun har en ordentlig løn, hun skal ikke tigge til føden, hun er en stolt kvinde, der har overskud til at give til de fattige, har råd til at holde hest, bo alene, og hun har endda råd til en lille bil. Så hvis det betyder, at hun skal bruge noget fritid på at vise Warszawa frem for gæster, så er det bare det, hun gør, og med smil på læben!

Vi besøger universitetet, der består af flere mindre bygninger. Gamle og nye. De gamle er fantastiske med smedejerns gitre, gamle døre med træudskæringer. Alt sammen velholdt og smukt. Der er mange studerende selvom det er lørdag. Anna fortæller, at der er undervisning i weekenderne også, for dem, der arbejder i løbet af ugen. Det er dyrt, men kan lade sig gøre. Man kan også studere om aftenen, så i princippet er der 3 hold i gang per uge. Om dagen er det gratis, om aftenen og i weekend skal man betale. Vi går videre til universitetsbiblioteket, hvor man har anlagt en skøn have på toppen/taget med gangbroer og pergolaer. Nu er det oktober og blomsterne er visne, men udsigten over byen og floden, den er jo det samme uanset sæson. Og i dag skinner solen fra en skyfri himmel.

 Tilbage til fattigdommen. En almindelig løn er 1-2000 PLN per måned. Huslejen koster omkring 5-700, en tank benzin 200, entre til et museum 20 og en øl koster 3. Jeg kan forstå at det er svært at få en husholdning til at løbe rundt, derfor har mange mennesker flere jobs samtidig. Hvis de arbejder på kontor, kan de give undervisning om aftenen eller i weekenden osv. Anna giver rideundervisning. Det gør hun for at kunne tage på ferie, men også fordi hun elsker heste og ridning. Jeg gør jo også det, jeg helst vil i min fritid. Jeg gør det bare som frivilligt arbejde. Jeg undrer mig over, at der er så mange butikker med dyre mærkevarer. Til priser, der er fuldt på højde med de danske, max 10% billigere. Hvordan kan man have råd til Hugo Boss tøj og Armani, med de lønninger – og der er mange luksusbutikker. Jeg har tjekket det op, der er ikke mange udenlandske turister i Warszawa, det er polakker, der besøger byen som turister. Så det er ikke der årsagen skal søges. Anna siger, at det er movie stars, der køber den slags – men hvor mange stars kan der være i Polen? Det er ikke at jeg tvivler på Annas ord, det er bare et faktum, at det strider mod, det jeg ser. Så jo, der er garanteret mange, rigtigt mange fattige, og det har jeg selv set, men der er også rigtigt mange rige eller velstående mennesker. Et A og et B hold måske. Jeg ved ingenting, kan kun se meget store forskelle.

Vi kommer forbi endnu en kirke. Vi stikker næsen inden for. Der er endnu et bryllup. Kirken er fantastisk dekoreret. I pastelfarver, men helt anderledes end pastellerne i danske kirker – som jo måske heller ikke er så meget pastel, når det kommer til stykket. Her er der en helt speciel rosa, ikke laks, ikke blålig, jeg har aldrig set noget lignende. Og den grønne og gule farve er også i en tone, jeg ikke har set før. Og Guld, guld og atter guld. Anna har lige fortalt om en Falck reder i Warszawa, der gerne ville gifte sig med sin kæreste, der er sygeplejerske. Problemet er at de tilsammen ikke tjener nok, til at kunne betale for en lejlighed. De er fattige, siger hun. Og nu ser jeg det 6. brudepar på en enkelt eftermiddag. Nogle må have råd. Det bliver mørkt, mens vi går rundt ved den gamle bymur.

Vi spiser middag på en hyggelig traditionel polsk restaurant på torvet i den gamle bydel. Det bider lidt i huden. Det er råkoldt, da vi går hjemad, men vodkaen varmer om ikke andet sjælen. Søndag morgen løber jeg en tur. Det er godt nok koldt. En smule tåge sørger for at det føles endnu mere koldt, så jeg sætter lidt fart på, ned floden henover broen og så to broer hen, retur til den anden side og tilbage til hotellet. Jeg ser kun 1 løber på de 11 km men mange mennesker, der skutter sig i kulden. I dag skal Anna og jeg besøge kongeslottet og bare nyde byen. Der er meget guld i Warszawa i kirkerne, det så jeg lørdag, men jeg har aldrig set så meget guld som i kongeslottet. Rummene ligefrem strålede, godt hjulpet af spejle og lys fra utallige lysekroner. Overvældende er vel det bedste ord. Og mange farver. Anna siger at polakker elsker farver. På gaden igen, går vi igen rundt i de små gader i den gamle bydel. Vi taler om polsk levevis før og nu, og alt og ingenting. Vi kommer forbi et lille værtshus. En af den slags, hvor almindelige polakker går ind og får et hurtigt måltid mad. Det vil jeg se. Indenfor er der plastikstole og borde, ligesom på gamle film fra østblok landene. Anna fortæller at intet er forandret. Vi bestiller maden, der er solid og i kæmpe portioner. Anna siger at polske portioner er store. OK, det kan jeg se. Jeg kæmper mig igennem en skål suppe, der kunne have været forret til 4. OK måske kun til 3. Og en portion polsk brunkål, som faktisk smager forbløffende godt. Den er syrlig. Anna spiser også et stort stykke paneret kød og vi får et glas gammeldags saft. Lunkent, men det smager fint. Ude i køkkenet står 5 halvgamle matroner (på min egen alder), deres liv leves godt nok i en helt anden verden! De har ikke uniformer på, men deres egne forklæder. Det er lidt hyggeligt. Og de ser tilfredse ud. Selve systemet er at du bestiller, betaler, og går hen til en luge, hvor maden så serveres på bedste lejrskole vis. Vi betalte 28 kr. per person. Der var stuvende fuldt. Men det var ikke et sted folk blev hængende. Mens Anna og jeg spiste vores mad, var der mange udskiftninger ved bordene. Der ikke blev ryddet af. Vi skulle selv over til en anden lue for at aflevere. Som et gammeldags cafeteria, men dette var bare lidt mere slidt! Det virker surrealistisk, når jeg så sidder her tilbage på hotellet med min bærbare – som jeg brokker mig over er for langsom – og bare er det rigeste menneske i denne verden, selvom jeg på den anden side føler mig om ikke fattig, så gennemsnitlig i min danske verden.

 Jeg tænder fladskærms TV’et på værelset og ser noget der svarer til Holland got talent eller den danske udgave af stjerne for en aften. Det ser ud til at være rige mennesker. Dem så jeg ikke så mange af på gaden i dag. Jeg slukker og går i seng fyldt af tanker om forskel og lighed, ulighed. Mit hoved summer.

Konferencen er ved at være slut, vi skal blot have den afsluttende frokost. Det er godt, for hold da helt op hvor har der været udfordringer. Først troede jeg, det var et sprog problem, men da polsktalende heller ikke kunne sætte fart i kludene, er det måske synd, at jeg har skældt Mr. Thomas ud for ikke at kunne forstå mig. Kaffen blev leveret til mødelokalet før 8 og stod stadig kl. 17 – også selvom jeg havde bedt om frisk kaffe og tjeneren havde svaret, at selvfølgelig ville den blive skiftet – ikke helt så fantastisk. Jeg talte med konferencetjeneren endnu engang. Han undskyldte og spurgte, hvad han kunne gøre, for at gøre det godt igen. Jeg svarede, jeg vil bare gerne have, at I leverer frisk kaffe, at I sørger for frisk frugt og lidt slik, som vi har aftalt, og at der bliver ryddet op i pauserne. Det skulle ske, fik jeg at vide. Det skete bare aldrig. Så måtte jeg have fat i livlinen Anna. Jeg forklarede og Anna ringede op og bekræftede overfor mig, at nu ville det blive ordnet. Og en tjener kom med bolsjer og frugt. Kaffen blev aldrig skiftet.

Efter mødet gik jeg ned i restauranten og fik en god kop kaffe inden middagen. Jeg havde håbet at få direktøren i tale, men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg tror, det var her, jeg gav op og begyndte at more mig kosteligt. Det er åbenbart normalt at man først får drikkevarer efter forretten er serveret til konferencemiddage – det kan man leve med for så vidt, at der kommer noget på et tidspunkt. Men modsat maden, der serveres med en effektivitet og hastighed, der er uovertruffen, 3 retter på 45 minutter, så kan drikkevarerne lade vente på sig. Således blev drikkevarerne først serveret da forretten næsten svar forbi. Og da hver enkelt, vi var 24, blev spurgt individuelt, fik østeuropæerne både gin og tonic, grøn te og mojito til maden – så meget for kulturforskellene. Men heldigvis kunne vi grine af det.

Jeg har lige sagt farvel til alle i gruppen, og skriver de sidste ord i denne reportage fra Warszawa. Jeg er stadig fuldstændig overvældet af forskellene. På den ene side møder, konferencer, der til forveksling ligner vores, og så det service niveau, personalerne lægger for dagen. Viktor siger, at det er fordi jeg ikke skælder ud, men taler til deres bedre jeg – måske, men nu er jeg af den faste overbevisning, at jeg behandler andre, som jeg selv vil behandles. Hellig? Nej, det synes jeg ikke, men det er helt klart en anden tilgang, end de er vant til.

Og så den store kontrast ved at afholde disse business møder i forhold til situationen for alle dem, der må have 2 jobs for at kunne betale huslejen. Jeg gjorde en fatal fejltagelse, da jeg bemærkede overfor taxachauføren, der kører kørte for mig i søndags i en ramponeret taxa, at jeg håbede, det ikke var hans egen bil, for der var vist ikke mange ture tilbage i den. Det var hans egen bil. Og samtalen sluttede lige der. På den anden side, må han jo selv se det komme også.

 Jeg skal til Polen igen. Helt klart. Men jeg vil være forberedt!