Samme ord, næsten. Men betydningerne kunne vist ikke være mere forskellig. Jeg har ofte følt mig slugt, og lige først for virker det helt OK. Man vil jo gerne bidrage og stille op til gode og glæde for alle. Sådan er jeg blevet opdraget, og det stikker dybt! Jeg kan stadig høre min mor sige, ”der skal være til jer alle sammen”, selvom jeg havde mest lyst til at snuppe hele posen/stykket, eller hvad det nu måtte være, selv.  Og jeg har troligt delt. Og jeg kan huske min far sige, ”alle skal yde efter evne”. Og det har jeg også gjort vel vidende, at der lige omkring mig stod mennesker, der kunne mere eller havde mere tid end jeg, men som ikke gjorde noget, medmindre de selv fik ”først og størst”. Hver gang husker jeg til mig selv på, ”at der ikke er nogen grund til at opføre sig skidt, blot fordi andre gør det”. Det er ikke god stil, og det giver i hvert tilfælde ikke gejst og energi.

Nok er nok.

Jeg har besluttet, at det nu gælder om, hvad jeg vil og kun det! Færdig med at blive slugt efter at have rakt lillefingeren for at hjælpe andre ud af deres problemer, færdig med at bære for 2 eller 10 for at kunne ”løfte i flok”, færdig med at nøjes med krummerne, mens andre rager til sig, når det alligevel ikke drejer sig om noget, der er vigtigt for mig. Tænk at man skal blive 50 år, før at det går op for mig! Men det har konsekvenser, som jeg har svært ved at acceptere. For det er ikke sådan, at der automatisk er en anden, der tager over, der hvor du siger fra, så den dårlige samvittighed slår ud i lys lue. Konsekvensen er nemlig, at alt det du har kæmpet for at forandre og forbedre, ikke bliver ændret og bedre. Ingen bærer dine ønsker på andres vegne videre. Ganske enkelt. Og det er nu den egentlige prøve står, for nu skal jeg så holde mund, acceptere status quo og samtidig pakke din samvittighed. Og det er svært!

Den indre flamme.

Nu forstår jeg faktisk lige pludselig, hvorfor der er så få frivillige i foreningslivet, der står af. De er meget smartere end jeg. De har for længst indset, at det ikke nytter noget, og at de ikke vil lægge ”krop” til dårlig organisering og udsigtsløs kamp for forbedring, derfor melder de sig ud af bestyrelserne og foreningerne, hvor de sidder frivilligt. Hvis de skal bidrage med frivilligt arbejde, så gør de det i enkeltstående tilfælde som fx til ”ensommes jul”, eller ved en ”indsamling til Røde Kors” osv., hvor de uden scener kan gå efter endt bidrag. ikke noget med uge efter uge, måned efter måned for slet ikke at tale om år efter år at skulle acceptere forhold, de er uenige i og ikke kan ændre! De nægter at lade sig sluge! De passer på deres indre flamme ikke brænder ud. Flammen, der holder deres gejst og engagement i live. På den måde kan de lade sig opsluge og samtidig undgå at blive slugt!

Opslugt med glæde.

Det er vigtigt for mig at gøre en forskel. Det gør mig glad, når jeg kan hjælpe andre, men jeg og alle andre skal huske, at vi kun kan blive ved med at hjælpe og bidrage, hvis det ligger i tråd med egne ønsker og passioner. Tilsidesætter vi os selv, så bliver vi slugt, og så er det slut. Jeg vil med glæde lade mig opsluge af det, jeg brænder for, fordi jeg samtidig vil have overskud til at tænke på andres behov i den sammenhæng. Jeg vil lade mig opsluge i tryg forvisning om, at her kan jeg give alt, hvad jeg har i mig, når der skal kæmpes for ændringer og forbedringer, og så kan jeg også vinde. Jeg skal ikke kæmpe andres kampe, blot fordi de har brug for hjælp. Det skal andre mennesker med samme passion gøre for dem.

 Sjælen skal med, når du arbejder frivilligt ellers er du ikke til gavn for nogen på sigt, du vil blive slugt! Men der, hvor du kan gøre en forskel, kan du overveje at bidrage og lade dig opsluge for at nære din egen passionens lille flamme, men helt klart også for at bidrage og hjælpe andre. Jeg sætter i gang nu!