Vi står på balconen i operahusets foyer og ser ned på orkestret, der spiller rigtig god gammeldags jazz. Jeg har aldrig været i operahuset før og er vildt imponeret. Det kan godt være, at nogle får forkvabbelser pga Hr. Møllers gave til det danske folk, men jeg er glad for, at ”vi” har fået det. Det er virkelig et fanstastisk smukt hus. Koncerten foregår i foyeen, men her er arkustikken også perfekt, og selvom folk står og småsnakker og går forbi, generer det ikke. Inde i selve koncertsalen, er arkustikken berømmet, men det har jeg tilgode at opleve.
Jeg havde ikke været hurtig nok til at bestille bord til brunch i cafeen, men der var sat stole frem, og ellers kunne man, som vi gjorde, gå op på balconnen og nyde lyd og udsigt fra et af barbordene. Brunchen havde vi taget hjemme. Ovre på Amalienborg kunne vi se livgarden trække op. Et lille ekstra plus ud over Skansøllen som vi havde hentet i baren koncerten begyndte kl. 12.
Da Johan sagde sit samarbejde med Multitrans op uden at have andet job, besluttede jeg mig for at se, om jeg kunne finde oplevelser af høj kvalitet og til at betale med et meget lille budget. Jeg erkender, at vi ikke har så mange penge til rådighed til forbrug som før, men jeg nægter at føle mig fattig.
Og fattig var i hvert fald ikke den følelse, jeg havde, som vi stod der og nød musikken, stedet og hinandens selskab. Phillip, der havde været hjemme på besøg, valgte i sidste øjeblik at tage med – ”det er jo jazz, mor”, sagde han, ”og hvem siger nejtak til en gratis koncert?”
”Bagved os står to og danser” siger Philip, han selv kan heller ikke helt holde sine fingre i ro, og flere andre kunne ligesom jeg ikke holde fødderne i ro. ”Det kunne jeg også få Johan til danse med mig”, siger jeg. ”hmm”, siger Phillip, ”så er det vist godt jeg står i mellem jer.” Jeg kan se, at Phillip syntes, at det ville være ”pinligt”, hvis vi dansede rigtigt, her i operaen, og overvejer et øjeblik, om jeg skal udfordre ham. Det er