Hvor har jeg dog bare nydt de sidste 14 dages udfordringer. Forrygende. Jeg har fået lov til at gøre det, jeg allerhelst ville. Jeg fik endnu en smagsprøve på, hvordan det er at være turguide på fuld tid i 7 dage. 1000 forskellige behov, krav, forventninger og kræfter. Og samtidig var jeg hjemme i Pyrenæerne. I Nyer. Måske ikke verdens navle, men ikke mindre vigtig for mig. Og når jeg kom udaset hjem om aftenen ved 11-tiden, så ventede Johan på mig med et glas vin, parat til at høre om dagens store og små begivenheder fra vandregruppen, eller rettere sådan var det de fleste aftener.

Ugen op til vandreturen var hektisk, alt skulle pakkes, lister skulle skrives, tidsplaner kommunikeres, aftaler konfirmeres. Jeg skulle have alt klar til onsdag, hvor Johan og jeg tog af sted for at forsætte forberedelserne ”on location”. Og jeg elsker det! Jeg tror, det er sådan en hund føler det, når der er godbidder i luften. Jeg nærmest dirrer af energi og forventning til hvad, der skal/kan/vil ske. Men det er ikke altid til at se for andre. Åbenbart: Altså at jeg nyder det. Og det er da også rigtigt, at jeg en gang i mellem er lidt kort for hovedet overfor dem, der står mig nærmest, fordi der er så mange detaljer at holde øje med, og fordi jeg antager, at de selvfølgelig godt ved, at der ikke ligger noget i det, præcis fordi de kender mig. At jeg bare er travl og ikke lige kan tage mig af dem lige på det tidspunkt. Men det kan de altså ikke, har jeg fået at vide. Jeg skal øve mig i at tale hensynsfuldt uanset situationen, bare så de ikke tager fejl og tror, at jeg er stresset, sur eller vred. Og det er jeg bare ikke særlig tit. Men det har Johan altså fået ind i sit hoved, og dermed sikkert også mange andre. Jeg er meget forundret. Jeg tænkte, at alle ville synes, at mit lille ”short cut”, var OK! Og hånden på hjertet, efter dette skriv, så er det blevet til ”a never ending storry”.

Tilbage til Nyer og vandreturen, der var fantastisk. Johan og jeg hentede gruppen i Barcelona og klarede den første forhindring. At få alt for meget stor bagage ind i 2, måske for små biler. Alt var selvfølgelig glemt, da vi ankom til Nyer, fik de fine værelserne fordelt og havde bænket os ved natmaden med et glas lokal rødvin i fællesrummet. Så langt så godt!

Edwige, vores lokale bjergguide, og jeg havde lagt blødt ud første dag med to kortere ture og en mulighed for transport om eftermiddagen, hvis det var lidt hårdt. Hvis man ikke er vant til at vandre i bjerge, så overraskes man over, hvor forpustet man kan blive, og hvor tunge benene kan føles, så man glemmer helt, at det faktisk er nedturen, det er sværest, fordi man let vrikker om og belaster både knæ og ankler. Dertil kom så, at første nat i fremmede omgivelser kræver sin M/K. Sådan var det selvfølgelig også for denne gruppe af DVL’ere, så et par stykker valgte klogt at lade sig transportere op og ned om eftermiddagen, så de var skarpe til den første heldagstur dagen efter. Det skulle vise sig, at turen nok sparede på de fysiske kræfter, men at de psykiske blev sat på en hård prøve i 4×4’eren, der måtte bakke frem og tilbage flere gange for at komme rundt i de korte hårnålesving hele vejen op ad bjerget, men det var for intet at regne i forhold til nedturen, hvor man samtidig kunne se ud i afgrunden. Ingelise tog hele turen gispende og med hænderne for øjnene, mens Agnes, Finn, Anne Lise og Else sad fuldstændigt stive i blikket. Den franske chauffør havde aldrig før set noget lignende og forsøgte at joke, men det hjalp ikke stort, da hun som eneste i bilen talte og forstod fransk. Det grinede vi meget af den aften. Det er forunderligt, hvordan angst kan fremkalde efterfølgende beruselse. Faktisk tror jeg, at den skønne tur om formiddagen til Pic d’Alzine ved Vernet for ”de transporteredes” vedkommende blev skubbet i baggrunden. Jeg må huske at små planlagte gys bør lægges ind i enhver ordentlig turplan.

Heldigvis var alle klar til næste dags heldagstur til Belloc og St. Etiènne og solen skinnede ned på os, som vi asede os op ad bjerget i sneglefart. Efter kort tid gav Agnes op, og gik tilbage. Hun tabte simpelthen pusten. Resten af gruppen forsatte op med Anne Lise i front. Der blev hevet efter vejret og svedt godt igennem, inden vi nåede op til St. Etiènne og den storslåede udsigt. Det som DVL’erne manglede i kondition på opturen, viste de sig at have til overflod af på nedturen, hvor stien var bred og let nedadgående. De vilde perlehyacinter lyste klart og blåt i græsset på sletten ved Belloc, hvor vi gjorde holdt for at nyde den storslåede udsigt over mod Canigou og ikke mindst solskinnet.  Inden vi nåede ned til Villefranche, smuttede et par af os ind i Fort Liberia, for at se nærmere på et af Vaubans forsvarsværker på grænsen mod Spanien. Fortet var klart et besøg værd blot pga. de skønne udsigter, men ikke mindst pga. det gode grin vi fik af den virkeligt dårligt oversatte beskrivelse turen rundt. Vel hjemme i Nyer kom næste udfordring dumpende. Det kolde måltid jeg havde bestilt på slottet, var virkelig koldt og ikke til at varme op, som jeg havde forestillet mig. Øv, tænkte jeg, det her sker bare ikke, jeg har haft udfordringer nok i dag. Gruppen var sulten og træt efter en lang dag i bjergene, og jeg synes, det var frustrerende, at skulle byde dem på kold mad, selvom det på den anden side var urkomisk. Da jeg afleverede 2 poser hjemme til Henri og Johan, lod jeg et øjeblik min frustration og irritation få frit løb, da jeg ikke kunne komme ind i gangen for pikpak, der ikke var ryddet af vejen. Det kommenterede jeg prompte, kunne ikke modstå fristelsen. Jeg skældte også ud over at være blevet misforstået, nu jeg var i gang. Følte at jeg skuffede alle inklusive Henri og Johan, der også var sultne. Da jeg således havde fået luft hjemme, vendte jeg i godt humør tilbage til DVL’erne og vores 4 retters menu, som Keld i mellemtiden havde anrettet fint. Vi var lidt i tvivl om hvorvidt sandwichen, der i øvrigt var rigtig god og stor, var forret eller om det hårdkogte æg skulle have den status, mens vi ikke var i tvivl om at æble og æblemos var desserter. Heldigvis var der rigeligt rødvin, og vi havde købt fine småkager til kaffen. Det blev til endnu flere gode grin den aften. Indtil jeg kom hjem. Johan var utilfreds med mit brokkeri fra tidligere og ærgerlig på vores nevøs vegne, der jo havde overværet det hele. Sådan havde jeg ikke tænkt på det. Jeg skulle bare have luft og tog så de forhånden værende ting op, og lod det gå udover dem, der kender mig bedst, for som jeg tænkte, de ved godt, at jeg bare skal have luft, og at det først er, når jeg er tavs, der er et problem. Alt det var jeg for træt til at formulere, så jeg gik bare i seng.

Tirsdag er markedsdag i Prades, og det skulle vi selvfølgelig opleve, inden vi skulle til vinsmagning og frokost hos Joep Graler. I fint vejr og højt humør indtog vi byen, hvor første stop var kirken, St. Pièrre, med Frankrigs største barokalter. Klokken var 9:30 første dag efter Påske. Jeg tabte totalt underkæben, da vi kom ind i kirken og så, at hele alteret var gemt væk bar byggeplastik og stillads. Heldigvis var der en smart kirketjener, der udstyrede mig med en stor planche, og med beskrivelsen i hånden fandt vi de forskellige symboler. Så langt så godt. Med Henri og Johans hjælp fik jeg handlet ind til frokosten, og da gruppen kom til bilerne på aftalt tidspunkt, var vi klar til turen op til Tarrerach og vinsmagningen. ”Sådan”, sagde Keld, da han kom ind fra terrassen, ”nu er Marquez’ene og den katalanske pølse på grillen – det kan da virkeligt ikke tage så lang tid!” Keld var temmelig utålmodig, for alle havde brug for at få lidt i maven, nu hvor vinen begyndte at ”på”-virke. Og Joep lever trods hollandske rødder på katalansk, hvor alle tager det ”poc a poc” (bedst oversat som: rolig nu) eller ”tranquilo”, som Henri siger. Jeg smuttede ud for at vurdere ”konfliktens” omfang og gyde olie. Der stod Joep og brokkede sig, for hvordan skulle han vende den 1 meter lange pølse, som Keld kunstfærdigt havde anbragt hele vejen uden om og indenom blod- og paprikapølserne, der lå og vendte indersiden ud, fordi Keld ikke havde prikket i skindet, og fordi grillen var for varm, og fordi så meget andet? Heldigvis er Joep en handlingens mand og fik reddet, hvad reddes kunne. Og vi endte med at få en fantastisk sen frokost med godt humør, top-grillede grønsager, lokale pølser og kylling, frugt og meget mere. Joep havde spået regn, og den kom, mens vi spiste med udsigt til skybruddet, der strøg ind over os. Hvor heldig kan man være? Og vi var dobbeltheldige, for da frokosten var slut, var det også blevet tørvejr, så da vi besøgte Marcevol et pilgrimskloster lige i nærheden, var det igen blevet lunt og tørt. Det var en perfekt dag med mange nye indtryk og spørgsmål.

Onsdagens vandretur var turens hårdeste. Min og Kelds udfordring bestod i at gøre alle tilfredse, også dem, der ikke fik lov til at gå med op. Heldigvis havde Johan og Henri tilbudt at tage dem, der ikke skulle op og vandre, med til Mont Louis og Four Soleil. Det viste sig at være et spændende alternativ. Vi mødtes sidst på eftermiddagen ved de termiske bade, St. Thomas, hvor vi sammen kunne nyde det helbredende, varme vand, inden vi skulle til middag på slottet i Nyer. Det havde været en skøn dag, og jeg var fuld af energi, da jeg kom hjem og begik den i Johans øjne fatale fejl, med det samme at gå i gang med forberedelsen af torsdagens middag. Det kunne jeg nemlig lige nå, inden vi skulle til middag. Så jeg kommanderede lidt – meget – måske, når jeg tænker efter, med Henri og Johan, så vi også fik vaskemaskinen i gang osv. Modsat dem, nød jeg det faktum, at hvis jeg blev færdig, så skulle vi bare sidde og hygge, når vi kom hjem efter middagen. Det fik jeg ikke lige fortalt – og de gættede ikke, at dette var årsagen til min kommanderen! På slottet hyggede vi os og fortalte anekdoter. Vi grinede meget, og jeg tror, alle i restauranten syntes, vi var et festligt indslag. Og de unge mennesker gjorde sig meget umage for at gøre alt korrekt, nu der var ”fine gæster fra udlandet”. Slottet drives af en forening, der på den ene side hjælper lettere retarderede i job og på den anden side driver en slags alderdomshjem. Som et ekstra plus kan lokale og turister få dagens middag serveret i restauranten sammen med beboerne. Det er dejligt på den måde at være med til at give nogle af de svageste i samfundet selvværd, støtte op om et godt socialt initiativ og samtidig få god mad.

Torsdagen startede perfekt. Solen skinnede og Claude kom og lukkede os ind i Nyers kirke og gav mig nøglerne til La Roca og kapellet ved En. Det er en super oplevelse at komme ind i de her gamle kirker og kapeller fra omkring 1200. Det er lidt anderledes, når vi er så mange, men jeg synes alligevel, jeg kan fornemme fortiden, og det prøver jeg på at give videre. Det giver mig totalt meget energi og alle små-frustrationer er fejet væk, lige indtil jeg kommer hjem til frokost. Johan er ved at samle bordet ude på terrassen, hvor vi skal spise frokost, i ovnen står den sidste tærte og bager. Henri sidder og spiser morgenmad. ”Perfekt”, når jeg lige at tænke. Jeg ser på de færdige tærter og opdager, at der ikke er nogen bund i. Min verden synker et øjeblik i grus. DVL’erne kommer om 20 minutter, og der er ikke tærter?! Febrilsk forsøger jeg at få tærtefyldet ud af formen – det kan lade sig gøre. Jeg ruller resolut dejen ud og får fyldet flyttet over og det hele tilbage i formen. Henri drysser ekstra ost på og så er det retur i bunden af ovnen, så bunden kan blive bagt. Det ser ud til at kunne lykkes – vi har lidt brød og noget torskerognsalat – en-to og det er en fin starter sammen med lidt oliven og pølse, indtil tærterne er klar. Jeg blev reddet på falderebet, eller sådan føltes det. Igen. Jeg bruger så meget energi, at det først er ved middagen om aftenen, at jeg husker, at jeg lovede at aflevere nøglerne til kapellerne om eftermiddagen. Mellem for og hovedretten spæner jeg hjem og henter nøglerne, op til Claude, der heldigvis tilgiver forsinkelsen, men også er tilfreds med, at jeg endelig kommer retur med nøglerne. Jeg er totalt mør, da jeg kommer hjem ved 23-tiden og gør klar til sidste dags tur ved Jujols. Jeg kan ikke lade være med at klukke indeni. Det er en fantastisk tur. Godt nok får DVL’erne fantastiske oplevelser, men sammenlignet med mine… Udover turene med de skønne udsigter, så har hele mit totale følelsesregister også været i spil. Jeg har fået en på opleveren, som man siger. Johan har ikke forstået, at jeg må have ”trivialiteterne” i orden, for at kunne klare livets uforudsigelige kaos. Og jeg har ikke fået det fortalt tydeligt nok. Denne tur er et godt eksempel, og det er derfor, jeg ”brokker” mig, når det, som nemt kunne være i orden, vasketøj, fodtøj, opvask osv., ikke er det. Unødvendigt rod/kaos gør det svært for mig at komme med kreative løsninger til det uforudsigelige, der altid sker. Det er en katastrofe for én som mig, der vil gøre alt for, at alle har det godt. Og som altid føler ansvar og skyld og ansvar, hvis ikke alt er perfekt. Men mit brok stikker ikke dybt. Og når det er ude, så er jeg klar til en ny omgang i ringen. Det ses måske bare ikke udenpå.

Det blev alt for hurtigt lørdag og tid til at pakke sammen og tage hjem. Det var en fantastisk uge med mange fine oplevelser, dejlige grin og gemytligt drilleri. Men det allerbedste er, at Johan og jeg igen har lært noget nyt om hinanden. Det viser bare, at man aldrig kommer til at kende hinanden ud og ind. Intet er statisk. Vi forandrer os til stadighed – heldigvis. Vi påvirkes og udvikler os konstant i forhold til de situationer, vi placerer os i. Livet er fantastisk. Og jeg er bare heldig, at verdens mest fantastiske mand har valgt at leve sammen med mig, og gider diskutere og finde løsninger på de situationer, der irriterer, inspirerer, rykker, til gavn for os begge.