Jeg gumler på en kamilleblomst og smager med stor fornøjelse på forskellen, der er på bellis og kamilleblomst. For 5 år siden havde jeg aldrig smagt på vilde blomster. Jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg ville være så interesseret i naturens spisekammer, som jeg er blevet. Når jeg går ud af døren nu, søger mit blik spontant henover jorden for ikke at gå glip af en eneste urt eller en blomst. Jeg er nødt til at stoppe op og beundre, bestemme eller plukke. Det filosoferer jeg over, som jeg sidder her på diget ved de Waal, floden der løber forbi Nijmegen i Holland. Lige siden jeg som purung læste på Erasmus Uni, har jeg elsket byen, som også er den ældste i Holland med gamle bygninger, torve og traditioner, hvilket er stærkt medvirkende til min kærlighed, tror jeg. Dengang var jeg sikker på, at jeg aldrig ville tilbage til Danmark, at jeg ville blive i Nijmegen. Jeg var også sikker på, at jeg skulle være sammen med Johan. Man har en mening til man får en ny, siger min far altid. Og jo mange ideer har været skiftet ud undervejs, men ikke dem, der virkelig betyder noget. Ikke noget af det der gør mig til den, jeg er. Flere af de ting jeg aktivt beskæftigede mig med, da jeg var ung, har jeg indenfor det sidst års tid genoptaget, og jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan bruge det. Det er helt fantastisk. For eksempel har jeg altid været meget optaget af østens filosofi og religioner, altid været vild med yoga. Jeg arrangerer nu meditationsseancer og vandreture med fokus på mindfulness og meditation. Og det fylder mig med intens glæde, når jeg ser på de afslappede ansigter foran mig. Tænk at jeg kan give disse skønne mennesker den fred og energi, der lyser ud af dem. Johan føler sig en smule udenfor. Han vil jo ikke deltage – ikke endnu i hvert tilfælde. Jeg beslutter på stedet at næste seance skal have taknemmelighed som tema. Vitha Weitemeier skal jeg huske at takke, for det var hende der introducerede mig for Eckhart Tolle. En mand, jeg ikke kan forstå jeg ikke selv for længst havde opdaget. En anden ting som har fulgt med mig er urter, planter og blomster. Jeg elskede at gå ”havetur” med min farfar, da jeg var helt lille. Han gav mig lov til at stikke hovedet helt ned i tulipanerne. Og jeg kan stadig huske en familieudflugt til Gisselfelt, hvor tulipanerne stod i overdådige bede, i de skønneste mønstre og farver. Jeg blev aldrig træt af at se på blomsterne i mormors have eller følge oldefar, morfar og senere Knud i deres urtehaver. Nu har jeg skabt mit eget koncept – ”smag for natur”- som er vandreture, hvor der både er fokus på vandring, spiselige urter, frugter, planter og blomster, men også mulighed for at samle de urter, der indgår i smagsprøverne og i de udleverede opskrifter, således at man selv kan jo hjem inspirere andre. Og jeg har fået meget positiv respons, når jeg ved forskellige lejligheder har serveret ”naturmad”. Jeg er dybt taknemmelig for al den opbakning. Jeg snupper en kamilleblomst til. Og forsvinder ind i mig selv med duften af floden i næsen og solen i ansigtet. Det er første gang, jeg får skrevet noget, mens jeg er på besøg hos svigermor. Det føles rart, det er også første gang nogensinde, siden jeg studerede her, at jeg har haft en eftermiddag for mig selv. Og for første gang i mange år føler jeg, at jeg har masser af overskud til familie-”træffet” i aften. Jeg glæder mig faktisk. Trods alle de negative forhold, der uundgåeligt, må vendes. Det er tid til at få pakket sammen og komme af sted. Jeg har lovet at tage kage med hjem til aftenkaffen og købe mayonnaise til Phillip og Oliver. Og så må jeg tænke videre en anden dag. Livet er det mest fantastiske, der findes.