Lige nu hvor der bare sker så meget og hvor der skal gøres så mange ting, er det bare med at holde tungen lige i munden og fokusere på det, positive aspekt i hver opgave og oplevelse. Det er nemlig positivt, at vi får slebet gulvet i spisestuen i Nyer af. Det har vi ønsket os at få gjort længe, så det er jo fint, at det sker. På den anden side kunne de 3-4 dage, det kommer til at tage, bruges til noget andet. For vi har fri og solen skinner. Vi kunne tage til les Angles og stå på ski, vi kunne tage til Perpignan og slendre rundt og nyde det milde vejr – der er omkring 15 grader. I stedet har jeg hjulpet Johan med hammer og mejsel, så han kunne komme i gang med slibemaskinen. Det viste sig nemlig, at der lå en primer, et tykt lag nivelleringsbeton og så var linoleummet også klæbet på. Monsieur Buléon havde ikke forestillet sig, at det nogen sinde skulle af. Derom ingen tvivl. Men det skal blive flot. Det har vi besluttet. Og med al det støv, så får vi også mulighed for en hovedrengøring inden lakeringen i spisestuen, og mens lakken tørrer, også i diverse skabe/skuffer i resten af huset. Det er skønt, når der er gjort ordentligt rent. En af de ting, der halter en smule hernede. Når vi er her, er vi tilbøjelige til at ”glemme” krogene, fordi der er så meget andet at tage sig til. Faktisk lykkedes det mig at fordybe mig så meget i nuet og opgaven, mens jeg vaskede af, at det var en ren fornøjelse. Jeg slappede af, nød resultatet af anstrengelserne og gjorde en dyd af nødvendigheden.

På den anden side er jeg også meget lykkelig over, at vi er inviteret ud et par aftener, at der kommer venner på besøg et par gange (når gulvet er færdigt), og at der stadig er tid til et par dage på ski, så ikke hele ferien bliver praktisk arbejde. Så mange valg, tilvalg og fravalg har været oppe de sidste dage. For som altid gik det ikke helt lige så nemt og hurtigt, som Johan forudså. Jeg havde ellers forsøgt at presse ham for et sikkert estimat på tid. For jeg er en planlægger, og jeg bliver utålmodig og irriteret, når min planlægning ikke holder på grund af ting, jeg ikke har indflydelse på. Så jeg anlægger generelt et pessimistisk skøn, for ikke at skulle trækkes med dårligt humør. Og jeg reviderer løbende udviklingen. Men af en eller anden grund er min ellers så pessimistiske og fantastiske mand, optimist, når det gælder hastigheden af egen arbejdsindsats, så det er en udfordring.

Og udfordringen blev større for Johans iskiasnerve kunne ikke holde ud at ligge på knæ og sidde på hug i 2 dage i træk. Han kan dårligt komme ud af sengen, for slet ikke at tale om blot at gå. Hjælpsomme, søde mennesker har været forbi med muskelafslappende og smertelindrende medicin og det går nu på tredjedagen noget bedre. Men der står ikke skiløb på programmet endnu. Hvis vi er rigtigt heldige, så kommer vi måske af sted i overmorgen. Sidste dag og sidste chance i denne omgang. 

Jeg har overtaget gulvprojektet og fået lakeret flere gange. Det er blevet flot. Og det kan fortælle en skøn historie. Der er fordybninger over det hele, for ”la femme mechante”, som huset blev bygget til i begyndelsen af sidste århundrede brugte stok. Vi ved, at konen fik huset af biskoppen i Perpignan, hvor hun var husholderske indtil hun gik på pension. Den slags står i ejendommens papirer. Den gamle pépé Frijols har fortalt, at hun opfostrede forældreløse piger og Nicole Miran har fortalt om den gamle kones øgenavn. Når Nicole som barn var på besøg hos sin bedstemor, husker hun tydeligt angsten og konens hersen med ”sine” piger. Det er længe siden, og der er løbet meget vand forbi i Têt nedenfor terrassen. Men tilbage til mærkerne. Vi har gættet os til, hvor hendes stol stod, og vi kan næste se hendes ”rute” hen til vinduet for at se, hvad der skete udenfor. Der er også et par brændemærker efter kul, så kakkelovnen har stået samme sted, som da vi overtog. Meget naturligt måske, men alligevel sjovt at vide. Og så er der blevet strøget tøj langs væggen ud til trappen, for der er to brændemærker efter et gammeldags strygejern, og det ene er ret dybt og helt sort. Hendes forældreløse har garanteret fået ballade, hvis det altså er en af dem, der har ladet strygejernet stå på eller falde på gulvet. Se det kan blive til endnu en historie.

Det er første dag i det nye år nu. Og dagen er blevet helt anderledes end, hvad jeg havde forestillet mig. Det giver sig selv, med Johans ”bagben”. Men faktisk har det været meget fint, at der på den måde er valgt nogle ting fra. Når nu det ikke kan være anderledes. Og så kan Johan jo hverken rende langt, hurtigt eller sin egen vej. Så har haft ham helt for mig selv og lige i nærheden. Jeg er blevet vartet op med kaffe og chokolade i ”pauserne”. Helt fantastisk, også selvom jeg tror, det delvist skyldes dårlig samvittighed over ikke at kunne være med og ikke at kunne bevæge sig. Tåbeligt selvfølgelig. Men som sagt, det føles skønt. Og jeg skal ikke være et Image skarn, ikke at nyde det til punkt og prikke.Image