Hvert år er vel nærmest unikt. Det sørger blandt andet naturen for sammen med vejrguderne, og det elsker vi elsker dem begge for. Der er samtalestof til timer. Men skønt årene og årstiderne adskiller sig tilpas meget fra hinanden til at sikre samtalen, så er der nogle år, der står som noget helt bemærkelsesværdigt specielt. Sådan et forår har vi haft i år.
Aldrig i mit ”urteliv” har jeg set urterne blive bremset så hårdt i marts af kulde og vind. Aldrig har jeg set urterne tage så hurtigt revanche i april og aldrig har jeg set så mange urter stå i blomst midt i maj. Urterne er ligesom blevet lidt ”lavstammet”. Det var som om, de tilsidesatte deres almindelig vækst og skyndte sig at sætte blomst, så næste generation var sikret. Det ser pussigt ud, og først tænkt jeg, at det måske bare var noget, der foregik i min fantasi. Og så alligevel. I sidste weekend var jeg på vandretur. Her fortalte Anna, at rølliken efter hendes mening ikke kunne spises i år. Den var alt for bitter, den var allerede blevet for ”stor”. Selv synes jeg ikke, at skovmærkerne dufter helt så gennemtrængende, som de plejer… i avisen læste jeg så, at Claus Dalby og andre haveeksperter og entusiaster var enige om, at noget ville ske. De forudser, at vi vil se nye krydsninger mellem planter, fordi så meget pollen er tilgængelig på samme tid. Pollen, der normalt afløser hinanden. Det bliver spændende at se.
På mange måder har mit forår været præcist så bemærkelsesværdigt som naturens. I marts var jeg stadig rigtig godt på forkant med alle de projekter, jeg havde planlagt til forår, sommer og efterår. Masser af tid, så det ud til. Dengang. Så begyndte de frø, jeg såede sidste år at spire, og lige med et, er der bare rigtigt mange ting, der sker på samme tid. Selvom jeg synes, at jeg har spredt ”spiretiden”. Heldigvis elsker jeg at have travlt, og jeg nyder det hele i fulde drag. Hvert sekund, faktisk, for jeg gør mig virkelig umage med at ”fastholde” mig selv i nuet. Jeg får det hele med. Til gengæld får jeg desværre ikke skrevet meget om mine oplevelser og følelser. ”Det er prisen”, sagde Johan igår. Der er kun en lille hage, refleksion og evaluering af mine arrangementer mangler, så jeg må sætte min lid til, at den nøjsomme planlægning holder. At det er rigtige vej jeg går. Min mavefornemmelse giver mig ret, men nu er jeg jo også pære-dansk så et lille tvist af janteloven dukker af og til op og generer. Prikker lidt til min forfængelighed, for kunne jeg have gjort det bedre? Muligvis. Muligvis ikke –
Jeg har været værtinde ved et royalt arrangement. Og jeg har aldrig før været så nervøs for at komme til at sige noget dumt. Jeg har samarbejdet med en stjernekok om en urtetur og urtebrunch. Og jeg har aldrig haft så mange bolde i luften før, for jeg havde jo besluttet mig for en succes. Jeg skal afholde den første firmaevent for en personaleforening. Og aldrig har jeg været så bekymret for vejret, der ellers altid er min ven. Og alt sammen er så spændende, udfordrende og anderledes og kræver lidt mere indsats, lidt mere mod fra min side. Hjælp. Carina Hecksers bog om at turde ture, der udkommer til efteråret, burde hun have skrevet allerede sidste år, så jeg havde haft den at støtte mig til. Tudefjæs siger jeg til mig selv, og husker at mine skønne veninder altid siger, at jeg jo bare kan sige fra! Hvilket i den grad får mig op på hesten og videre. Jeg er bare en af de stærke kvinder, der udvikler sig og sine behov samtidig med at andre skriver og beskriver fænomenerne. Nu har jeg lært nogle af disse kvinder at kende, og de gør det eneste fornuftige, de siger, at jeg jo allerede kan det hele! Så sødt faktisk. Men det giver mig ikke mere ro. Jeg er der, hvor jeg er, fordi jeg tør gå efter mine drømme og visioner. Det ved jeg, men alligevel. Nu er jeg bare lidt bekymret for om jeg ender som en lille, grim, kedelig urtedronning, bare fordi jeg skal nå det hele på den halve tid, fordi alt går så stærkt, at jeg måske får sat blomst og frø for tidligt – for at blive i metaforen. På den anden side, så kan det jo kun være rigtigt spændende at finde ud af, hvad krydsningen så kan frembringe.