tjørnebær

I foråret var du måske lige som jeg ude og plukke de fine tjørneblomster til en skøn kop te og til pynt på kage, for slet ikke at snakke om en håndfuld af de smukke blade til salatskålen? Hvidtjørn er med til at få skudt forårstankerne godt i gang. Her i oktober er tiden nu igen inde til at vende tilbage til ynglingstræet, der står og pynter i landskabet denne gang med sine skønne røde, bitre bærklaser.

Put tjørnebær i en gazepose og lad dem simre med gris eller put en håndfuld i din kylling eller fasan. De giver en skøn smag og duft til begge dele og er let og ligetil.

Mit favorittræ har store bær, så de ryger i gryden med vand og en sjat frugteddike og koger lystigt i en times tid, hvorefter jeg sigter stenene fra og står tilbage med en fin rustrød puré. Og nu skal du vælge hvad du vil bruge puréen til, for et er sikkert, der er aldrig for meget. Det er med til at gøre puréen attraktiv. Du kan krydre puréen, så den passer både til det salte eller det søde køkken, det er kun fantasien, der sætter grænser. Jeg laver altid ”ketchup”. Og det bedste, jeg ved, er, at servere tjørneketchup sammen med en grov kødfuld pølse fra grillen til frokost en af de dage, hvor vi river blade sammen og gør haven vinterklar.

Tjørneketchup

500 g bær
4 dl vand
2 dl frugteddike
150 g rørsukker
Frugteddike, gransalt og peber

Lad frugt og væde koge i ca. 1 time (tilsæt evt. mere væde). Passer bærrene gennem et dørslag og hæld puréen tilbage i gryden, hvor du tilsætter sukker og koger op. Smag til med vineddike, salt og peber og opbevar køligt og tørt.