This slideshow requires JavaScript.
I baggrunden høres et lille vandløb risle ned af bjergsiden. Erik, Birgitte, Else og jeg er på vej op af stien oven over Jujols i de franske Pyrenæer med Edwige Petit, vores franske guide. Solen skinner og vinden er allerede varm, selvom klokken kun er 10. Det tegner til at blive en fantastisk dag. Vi mødtes på torvet i Olette, Birgitte og Erik ude fra Barcarès, Edwige fra Mas de Trape og Else og jeg fra Nyer, og forsatte sammen i én bil op til Jujols.
Alle sanser er skærpede, for vi vil gerne se de kongeørne, les aigles fauves, som Edwige har fortalt, at vi måske vil kunne se. Stien er smal og fuld af små violer og smørblomster, som vi kender og en hel masse andre blomster, som er nye. Klog af skade har jeg som altid en lille ordbog med, hvor jeg hurtigt kan slå et blomsternavn op eller bekræfte at træet er, hvad vi tror, det er. Edwige er et omvandrende leksikon, og det er unægtelig lidt sjovere at vide, hvad det er, vi ser på. Ned af skråningen vokser vilde kirsebær og hvidtjørn, der blomstrer lige nu. Duften er intens. Af og til ses en lille sommerfugl. Solsortene synger. Naturen byder på så meget nyt liv her i april, at vi nærmest kan føle at det smitter af. Fulde af energi, forsætter vi op mod Carrière de Terre Rouge.
Vi stopper af og til op for at få vejret, ser over mod Canigou, der stadig har sne på toppen. Tinden er majestætisk med den azurblå himmel som baggrund. Vi får øje på en kongeørn. Lige nu er der bare en, men normalt optræder de i grupper. Vingefanget er enormt, og kan blive op til 2,5 meter. Ørnen svæver rundt langt oppe på himlen. Måske er den ved at udse sig sit territorium inden den yngler.
Vi forsætter vores tur op ad og henover noget, der engang var små marker. Vi undres over, hvordan alle de små terrasser, som ses overalt i Pyrenæerne er blevet til. Edwige løser mysteriet. Bønderne byggede stendiger i en højde som, de mente, ville kunne skabe en relativ plan mark, hvis den blev fyldt med jord. Når næste regntid så førte jord nedad og op imod bagsiden af diget, var terrassen skabt. På den måde hjalp naturkræfterne til med at skabe basis for liv for bønderne. En perfekt symbiose.
Oppe fra skovarbejderhytten er der perfekt udsigt til Canigou, og vi finder os nogle gode sten, tager støvler og sokker af, finder vandflasker og madpakker frem, der er dømt pause og råhygge. Vi bekræfter hinanden i at ”dette her bare er livet”. Lige nu har vi alt, hvad vi har behov for. Mens vi sidder og spiser, får vi øje på 3 ørne, der majestætisk svæver gennem luften. De sorte silhuetter er et fantastisk syn med den sneklædte tinde som baggrund. Vi følger dem med kikkerterne. Og Erik få én i ”kassen” og lover at sende billedet, når vi er retur i Danmark.
Turen tilbage til Jujols går via Flassà. Nedstigningen er ret stejl og stien er nogle steder forsvundet ned i afgrunden. Vi skal passe på, hvor vi sætter fødderne. Vi kommer forbi et lille hus, der kun kan nås til fods og forestiller mig, hvordan det må være at leve der. Fuldstændigt afsondret og hvor alt skal hentes op fra dalen til fods. Med bil kan du kun nå op til Jujols, men derfra må du går de sidste 30 minutter til fods ad den smalle sti. Jeg smiler ved mig selv, mens jeg forstiller mig, hvordan jeg bakser rund med en seng på en trillebør. Lige pludseligt giver det mening, at franskmænd oftest sælger/køber møbleret ejendom.
Lige i udkanten af Jujols ligger et lille ”oratoire” eller bedested i forbindelse med en kilde. Vi drikker af det kølige vand og sætter os og nyder udsigten en sidste gang, inden vi skal tilbage til civilisationen. Klokken er 18, men solen står stadig højt på himmelen heroppe i 960 meters højde, og det er dejligt varmt. Vi har haft en fantastisk dag, nydt det ene mere storslåede panorama end det andet, sludret om alt og ingenting, opdateret hinanden på diverse fronter, og jeg har endda fået talt lidt politik med Erik, alt sammen i det skønneste forårsvejr.
Retur i Olette, får vi en velfortjent kold øl på den lokale café, og vi betaler Edwige for en oplevelse, som vi ikke ville have kunnet få uden hende. Vi havde selvfølgelig kunnet gå efter de afmærkede stier selv. Men den tur vi fik, skal man være stedkendt for at kunne finde, og vi ville aldrig have vist, at det var kongeørne, vi så, og ej heller navnene på alle de små blomster og træer hverken på dansk eller fransk. Det giver vandringen en ny dimension at have guide med. Det kan stærkt anbefales. Tjek www.randoed.fr, Edwige taler ikke meget engelsk, men har stor tålmodighed med danske vrøvlehoveder, der forsøger at gøre sig forståelig.
Hjemme i Nyer tilbereder vi en let middag og nyder et glas rødvin. Vi har købt friske asparges, solmodne tomater, kylling og nogle franske oste. Det er ren råhygge. Else og jeg er stadig fulde af naturoplevelserne og af de gode samtaler undervejs på turen. Vi taler om, hvor skønt det er at vandre, hvor mange fantastiske oplevelser, naturen giver os og bliver enige med os selv om, at vi vandrer for at kunne leve. Leve det hektiske liv, vi har valgt at leve til dagligt.
Leave a Response »
Merethe1's Blog 